< tilbage 20-12-2023 - 21:22

Julehilsen til medlemmer af Dansk Brugmansia Selskab

Kære englevenner... 

Et år mere er gået, det går så stærkt at vi knap kan følge med – godt det samme, for pludselig er det forår og vi skal i haven igen – og straks derefter er det igen tid at finde vores engle frem af vinterhiet og glæde os til sommerens blomsterflor.

Et lille kik tilbage på året der er gået, er altid godt – er der noget vi som bestyrelse kan gøre bedre, anderledes eller bare et nyt tiltag? Vi er meget lydhøre overfor forslag og forsøger også selv at tænke nyt – både for foreningen og for vores medlemmer.

 

Én af de ting vi i år har gjort for evt. at kunne lette vores kasserer og sekretær er at vi har haft de to poster på ”kursus” i et program der hedder Unioo, udviklet til at hjælpe foreninger med en nem måde at holde styr på medlemmer, sende mails og kontingent betalinger ud på. Det tog vi i brug i sommers, så det bliver første gang vores kasserer kommer til at sende en automatisk opkrævning for årets kontingent ud – skulle der opstå fejl derved, så håber vi I vil bære over med os 😊

Vi har i det forgange år også haft den fornøjelse, at Anne Marie Lange har været ude et par gange og holde foredrag omkring vores engle – det er en stor glæde når f.eks. fuchsia klubberne spørger ind og gerne vil lære/høre om vores interesse. Der har også været forespørgsel fra Fuchsia hovedklubben om et evt. rejsearrangement, hvor de og vi kunne arrangere ture sammen til blomstersteder i udlandet – avlere som privat haver. I år var det lige sent nok vi fik tilbuddet, men vi vil prøve at få et samarbejde op at stå omkring sådanne ture – jo flere vi er, jo bedre pris kan vi få på bus og overnatning jo – Fuchsia og Engle går nu engang godt i spænd sammen i vores haver.

 

Vi har i år også prøvet at udbrede kendskabet til englene ved at deltage i forskellige udstillinger/markeder og det har været en god oplevelse, med mange gode snakke om englene og forhåbentligt på sigt mere interesse for vores forening. Vi har også holdt gode, hyggelige engletræf hvor der er blevet byttet og købt på kryds og tværs – heldigvis er der ”næsten” altid plads til én ekstra et eller andet sted på vores grund, ikke? Vores generalforsamling er jo traditionen tro på Fyn, hvilket er midt mellem os – og igen i år var Anne-Marie og Elo flinke at lægge hus og have til et dejligt arrangement - tak for det!

 

Til alle arrangementer har vi haft vores flag ude ved vejen, og det har vagt interesse for forbipasserende – det er også flotte flag.

Vores hjemmeside – der arbejdes der ind imellem på galleriet – det er et meget stort arbejde at få lagt alle sorter ind – men det skrider fint fremad. Siden stiger langsomt og støt i antal af besøgende, hvilket er godt.

 

Vores tidlige stiklingesalg med planter/stiklinger fra udlandet løb lidt ud i sandet i år, den avler der havde givet tilsagn havde måske lovet en anelse mere end der kunne holdes – det har vi lært af. Mona gjorde et ihærdigt stykke arbejde for at få information om levering m.m., men uden held. Som kompensation sendte avleren frø på specielle fremavlede sorter – som klubben (Mona) har solgt, og foreningen har dermed tjent en skilling til medlemspleje. I dette efterår har vi sendt bestillinger afsted fra medlemmerne til Kirchner-Abel i Tyskland, med forventet levering april / maj 2024, dem glæder vi os til. Det er en avler vi selv kender og kun for noget godt.

 

Året har været lidt en udfordring – vejret har spillet en stor rolle – så var det for koldt, så for varmt og tørt, så kom stormen (og ødelagde så mange af vores engle) og så kom regnen, så det var en kunst bare at tørre planterne op inden vinteropbevaringen – trøsten må være, at det kan da kun blive bedre næste år...

 

Vi slutter med at ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et blomstrende nytår, hvor vi vil glæde os til samvær rundt omkring i haverne, sammen med masser af blomstrende engle.

 

Glædelig jul

Bestyrelsen for Dansk Brugmansia Selskab

<