Så blev den årlige generalforsamling afholdt med et rigtig fint fremmøde.
I dag afholdt Dansk Brugmansia Selskab engledag og efterfølgende ordinær generalforsamling i Aarup på Fyn. Fremmødet var flot på trods af de dårlige vejrmeldinger, og vi måtte da også søge læ et par gange i løbet af dagen.
Alligevel var humøret højt og der blev talt ivrigt om vores fælles hobby engletrompeter.
Alle fremmødte medlemmer havde mulighed for at få en plante med hjem, takket være foreningens tiltag om at forære planter væk i anledningen af årets generalforsamling, den 5. af slagsen i vores lille forening. Desuden var der masser af forskellige fine planter til salg, og på trods af vejret var købelysten stor, så der var vist nogle stykker der skulle hjem og finde jord og potter frem til deres nye engle.
Derudover blev der trukket lod om 1 gratis plante blandt de nysgerrige gæster, og måske kommende medlemmer, der havde fundet vej til Aarup. Her blev Tanja den heldige vinder. Et rigtig fint tiltag som bestyrelsen har tænkt sig at gentage ved årets engledage resten af sæsonen.
Hvis du ikke allerede er medlem så skynd dig at melde dig ind. Det er så hyggeligt til foreningens engletræf, og du får adgang til et helt ekspertpanel af engleentusiaster i foreningens lukkede Facebook gruppe.