I weekenden d. 25.-27. juli havde foreningen arrangeret bustur til Bernhard Saathoff i Hesel,Ostfriesland.
Vi havde aftalt at mødes ved Frøslev Rasteplads kl.11, og vi var der alle til tiden. Vi var fordelt i fire biler. Vi fandt en god bænk, hvor vi spiste den medbragte sandwich.
Første mål var Kiekeberg Frilandsmuseum, en tur på ca 2 timer. Der var selvfølgelig kø i Elbtunnel, så vi ankom lidt forsinkede til Kiekeberg, men det gik nu fint nok og vi fik set en masse gammelt landbrugsmateriel. Vi havde regnet med at se roser, men dem var der ikke mange af.
Vi fortsatte til Buxtehude, hvor vores hotel, Hanse Hotel lå. Dejligt hotel, ikke luksus, men der var det, der skulle være. Bonusinfo: Brødrene Grimms eventyr “ Haren og Pindsvinet” foregår i Buxtehude, så der er rigtig mange små statuer af pindsvin og harer i den by.
Vi fandt med hjælp fra den søde receptionist et fint madsted - græsk ( nyt for nogle i selskabet 😉 ).
Lørdag var der afgang fra hotellet kl 10. Vi skulle jo besøge Bernhard Saathoff i Hesel i Ostfriesland, en tur på 2 timer - vi fulgtes ad så godt vi kunne og ankom da også samtidig.
Bernhard viste os rundt i sin “ almindelige” have - eller den have, hvor der ikke var så mange Brugmansia, men en masse andre spændende planter og buske. Derefter fik vi et minikursus i podning og stiklingeformering. Det hele foregik på formfuldendt engelsk.
OG SÅ skulle vi se brugmansia ! De stod der på rad og række - og mange , mange rækker. Planterne havde ikke navne, men numre som Bernhard havde fint styr på, men man kunne ikke jo ikke gå og finde planter selv. Bernhard var rigtig god til at fortælle undervejs - om dyrkning, om sine overvejelser over hvilke blomster det var værd at arbejde videre med og om bladene nu også var pæne.
Der er mange, mange planter der skal sorteres fra når det bliver vinter. De skal alle kunne være i et lille bitte drivhus han har i haven. Jeg fatter ikke det kan lade sig gøre, men det er en effektiv måde at begrænse sig på må jeg sige.
Der var sat 2 ½ time af hos Bernhard - det var ikke et minut for meget ! Bernhard havde fået sin søster og hendes mand til at åbne deres 10.000 m2 store have for os. Den ligger i umiddelbar nærhed af Bernhards bolig, og han fulgte os derhen.
Næste morgen tog vi afsted som vi hver især havde lyst til. Det var en dejlig tur. Tak for godt selskab.😊
Foto leveret af: Anne-Marie, Dorthe, Bjarne, Fester, Bente og Mona.